Se udstillingen ”100 steder at huske før de forsvinder"


Se udstillingen ”100 steder at huske før de forsvinder"

For første gang vises fotoudstillingen '100 Steder at huske før de forsvinder' midt i den natur, der er truet. Udendørs-udstillingen viser 100 steder på kloden, som dramatisk vil ændre sig eller risikerer helt at forsvinde, når klimaforandringerne for alvor sætter ind. Et af billederne er af Vadehavet, et tilholdssted for mere end ti millioner trækfugle, der er truet på grund af et stigende havniveau.

Udstillingen, der trak 800.000 besøgende til i København og Århus, bliver vist ved Vidå Sluse ved Højer i Sønderjylland fra den 24. august. Udstillingen åbner den 24. august og kan ses frem til den 23. oktober. Læs mere om udstillingen på www.100places.com.

Understreger behovet for at byerne gøres CO2-neutrale gennem en fælles indsats
-Udstillingen er samtidig et wake-up call til os alle og understreger vigtigheden af byernes fortsatte indsats for at forebygge radikale klimaforandringer, siger ProjectZeros Peter Rathje, som peger på at netop grænselandet ambitiøst satser på at skabe CO2-neutrale byer i bl.a. Sønderborg og Flensborg og at energieffektivisering og vedvarende energi er en ny grøn ledestjerne i virksomhederne på begge sider af grænsen.

Danske og tyske skoleelever lærer om klimaproblemer
I forbindelse med udstillingen bliver skoleklasser fra Kulturregionerne Vadehavet og Sønderjylland og fra den tyske side af grænsen inviteret til at besøge fotoudstillingen.

- De besøgende på udstillingen vil få en unik oplevelse af kultur og natur i samspil, og eleverne får en større forståelse for de klimaproblemer, som vores samfund og klode står overfor. Det vil give dem en fornemmelse af, at de er en del af en global verden, og at de deler skæbne med mennesker i den fattige del af verden, siger formand for Den sønderjyske kulturaftale Povl Kylling Petersen.

Udstillingen vil derudover tilbyde skolerne et undervisningsmateriale på forhånd.

- Materialet hjælper med at forberede eleverne på udstillingen. Det skulle gerne sætte sit aftryk på dem ved at skabe bevidste borgere på langt sigt, og på kort sigt skabe debat omkring verdens klimaproblemer, som også foregår lige udenfor vores egen dør, siger Povl Kylling Petersen videre.

Udstillingen med de 100 unikke billeder er skabt af professionelle fotografer, der har besøgt de mest klimatruede steder på kloden.

- Pointen med udstillingen er, at mennesker over hele verden vil mærke klimaforandringerne. Men i denne del af verden kan vi sikre os mod våde kældre og udsatte kyststrækninger. I verdens fattigste lande er der ingen forsikring, forklarer Niels Tofte, generalsekretær i CARE Danmark, der er en af arrangørerne bag udstillingen.
Han skynder sig at understrege, at der ikke er tale om en dommedagsudstilling, der skal få os alle sammen til at føle skyld. Den skal tværtimod inspirere folk til at gøre noget for klimaet, der hvor de kan se, at det nytter.

Udstillingen åbner den 24. august og kan ses frem til den 23. oktober.

Se mere på www.100places.com

PRA / Kulturfokus

Cookiepolitik