Sønderborg til klima-topmøde i Abu Dhabi

Sønderborg til klima-topmøde i Abu Dhabi

Onsdag den 6. april 2011 deltager Sønderborgs ProjectZero og DONG Energy sammen med den danske klima- og energiminister i G-20 landenes topmøde " The Clean Energy Ministerial" om reduktion af CO2.

Mødet finder sted i Abu Dhabi og er tilrettelagt af udenrigsministeren i Forenede Arabiske Emirater i samarbejde med den amerikanske energiminister og The World Economic Forum og er en fortsættelse af sidste års møde i Washington.

Ønsket om Sønderborgs medvirken kommer fra Abu Dhabi, og er det hidtil stærkeste internationale gennembrud for ProjectZero og den måde, Sønderborg tilrettelægger arbejdet med at nedbringe CO2, og invitationen kan bl.a. ses som et resultat af EU-Kommissionens hæder til Sønderborg sidste år for bæredygtig energiløsninger.

Det globale klimaløsnings-topmøde i Abu Dhabi giver erhvervslivet mulighed for at engagere sig med regeringerne i en robust dialog om at forme politiske rammer. Fire rundbordsdiskussioner vil blive ledet af ministre og erhvervsledere. Drøftelserne omfatter ministre, højtstående embedsmænd, virksomhedsledere, eksperter og NGO'er.

Direktør Peter Rathje fra Sønderborgs ProjectZero skal i Abu Dhabi deltage i en rundbordsdiskussion om, hvordan man i verdens eksisterende byer kan skabe bæredygtig økonomisk vækst ved brug af f.eks. GRØN fjernvarme - og hvordan man får borgerne og virksomhederne engageret i at nedbringe CO2 gennem bl.a. energirigtig renovering af områdets boliger/bygninger.

Rundbordssamtalen ledes af sultan Al Jaber, som for Emiraternes udenrigsministerium leder byggeriet af verdens måske mest omtalte nye by Masdar. Byen opføres efter bæredygtigheds-princippet. Med sultanen som guide får deltagerne forevist Masdar.

Udover at markedsføre ProjectZero, vil Sønderborgs deltagelse også bidrage til at skabe nye netværk til både virksomheder og potentielle investorer inden for klima og energi.

Clean Energy Ministerial blev etableret på opfordring af USAs energiminister Steven Chu i forbindelse med COP15 i København.

Læs mere om Clean Energy Ministerial på denne hjemmeside: http://www.cleanenergyministerial.org/ og se en videopræsentation af formålet med Clean Energy Ministerial.

SK

Cookiepolitik